Også søndagen blev en stor succes

 

Selvom besøgstallet denne søndag ikke var så stort som om lørdagen, så ender det det hele med godt 1600 gæster til Musik & Kultur-dagene i Bagenkophallen.

- Det er overvældende, og vi kan kun være særdeles tilfredse, sagde en lettet Ivan Nielsen, da vi fangede ham sidst på eftermiddagen.

Søndag var i børnenes tegn.

Der var musik fra morgenstunden. Først ved Langeland Musikskole, så Musikefterskolen i Humble, inden Børnecafeen åbnede sine døre.

Der var også særdeles stor interesse for modeshowet ved Kræs og Butik Bjerg, inden Skrubberne og De Gyldne Drenge indtog scenen.

Og så ellers klar til Langelands Længste Kagebord. Emnet i år var eventyr, og vi skal love for, at bagerne havde brugt fantasien til en masse fantastiske kager.

Trods stor appetit, så lykkedes det ikke at spise det hele, men det er ikke noget problem i Bagenkop. Men se mere herom under NOTER neden for denne artikel.

Sluttelig var der stor finale med Langelands Small Stars suppleret med diverse quest stars.

-  Vi glæder os til at se jer alle sammen igen næste år. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 27. - 28. oktober. Tusind tak for i år, lød Ivan Nielsens slutbemærkning.

NOTER.

Alle har haft travlt i forbindelse med Musik & Kulturdagene i Bagenkophallen. Ikke mindst køkkenpersonalet. Men af en eller anden grund, så var der alligevel overskud og vilje til at have en lille overraskelse klar til hjælpere og opryddere.

- Vil I høre dagens rappe bemærkning. Så vil vi gerne invitere jer til andesteg med hele svineriet, når vi er færdige, lød det muntert fra køkkenpersonalet.

Søndagen bød på en artig overraskelse, som ingen på forhånd havde regnet med.

Pludselig dukkede der to cyklister op ved indgangen.

Ved nærmere eftersyn viste det sig at være Leif Schmidt og Torben "Dofi" Christensen fra Rudkøbing. Ikke nok med, at de to herrer var cyklet til Bagenkop.

De havde også en gavecheck med på 6.500,- kroner fra Personaleforeningen i Vestas.

- En gave til Bagenkop - som tak for de mange gode initiativer, som forhåbentlig smitter af på hele øen, lød det fra de to cyklister, inden de cyklede mod Rudkøbing igen.

Det skal med, at begge d'herrer senere dukkede op i hallen, men denne gang kom de i bil.

Behøver vi sige, at gaven blev modtaget med vild jubel overalt.

------------------------------------------------------------

Hvad  så nu med FLISEN, beviset på, at vi er blevet kåret til Årets Landsby i Danmark 2011?

Det spørgsmål har vi fået stillet rigtig mange gange.

Så vi iler med at svare:

 

- Foreløbig er det planen, at den skal stilles op ved Dagli' Brugsen i Bagenkop, hvor den vil blive pyntet af et par lokale kunstnere. Mere vil vi ikke røbe lige nu, udtaler Ivan Nielsen.

Det store kagebord var selvfølgelig for stort. Så der blev en del rester. Men den slags klares hurtigt blandt kreative folk i Bagenkop.

Det blev foreslået at holde auktion, hvor pengene skulle gå direkte til Bagenkop Fitness. Det gav et pænt beløb.

Men der var stadig rester tilbage.

Hvad så?

Nye kreative ideer.

Så nu er der kage til de præmiewhistspillere, der mødes i morgen aften i hallen samt til eleverne på Den Maritime Efterskole.

 

Sådan skal det gøres..

Intet går til spilde, og så ender det med en masse glade ansigter.