Shores projektet i fremdrift.

Shores Langeland.

 

BAGENKOP: Kunne du tænke dig at prøve kræfter med en havkajak, Stand Up Padling eller blot snuse til, hvad SHORES Langeland er for noget? Så grib muligheden den 25. maj klokken 10 -14 i Bagenkop. Her relanceres SHORES Langeland – et projekt, der skal skabe en ny kultur for aktivitet og idræt langs kysten og på havet.

– Med SHORES Langeland skal vi indfri Langeland og Strynøs potentiale som mekka for aktive maritime oplevelser. Vi starter med at have et særligt fokus på at få børn og unge gjort interesserede i de mange muligheder, som vores unikke kyststrækning byder på. Herefter breder vi projektet ud med fokus på alle aldre, siger Thomas Røddik Konradsen, der er ansat i Langeland Kommune for en toårig periode som projektleder for SHORES Langeland.

Idéen til SHORES Langeland startede lokalt i Bagenkop under navnet “Aqtiv Sydlangeland”. Projektet har været båret frem af lokale ildsjæle, som stadig spiller en afgørende rolle for det nuværende SHORES Langeland.

Kraftcenter og hotspots

Relanceringen af projektet finder sted, fordi SHORES Langeland har fået en ny vision, en ny organisering og fornyet kræfter blandt andet i form af økonomisk støtte og en projektleder.

– Jeg vil godt opfordre alle nysgerrige til at komme og besøge os den 25. maj. Vi bruger det gamle færgeleje i Bagenkop Havn, så selvom man aldrig har prøvet at stå på et SUP-board før, er det ganske sikkert – også for børn, siger Thomas Røddik Konradsen.

Det gamle færgeleje i Bagenkop Havn bliver i øvrigt det fremtidige SHORES Langeland-kraftcenter, men der kommer til at være hotspots – forskellige vandaktiviteter – mange andre steder. Og når SHORES Langeland inviterer til relancering den 25. maj, vil der være folk tilstede til at vise, hvordan man bruger grejet.

Der opfordres kun til at medbringe sin indre vandhund og huske et håndklæde.

Kilde Øboen