Bagenkop Kirke – lille, men smuk

I gamle dage, og det var før 1920, skulle alle bagenkoppere til Magleby Kirke, hvis de ønskede at deltage i en Gudstjeneste. Det var en lang vej. For lang, syntes de fleste. Bagenkop var godt nok landfast med det øvrige Langeland, men det var lettere og hurtigere at sejle over Noret, der blev inddæmmet i 1852.

Men det kunne være en farefuld sejlads, så ønsket om egen kirke i Bagenkop voksede stør, og selvfølgelig blev ønskerne indfriet. Initiativet startede i Bagenkop Sømandsforening, der i 1913 besluttede at forsøge at låne midlerne til kirken.

Første verdenskrig forsinkede planerne. Til gengæld betød pausen, at det nu blev muligt at samle flere penge ind blandt menigheden. Endelig i 1920 fik byen sin egen kirke, bygget på den gamle møllebanke, og selve indvielsen fandt sted den 19. december. Og igen, takket være en fantastisk frivillig arbejdsindsats.