Musikværkstedet

Selvfølgelig har fiskeriet været den vigtigste faktor i byens udvikling, men det betyder ikke, at der ikke har været plads til andet, musik f.eks. Og jo, lystige toner har altid fyldt utroligt meget i bagenkoppernes hjerter. Derfor er der mange arrangementer året rundt, hvor musikken har en fremtrædende rolle.

Udover By & Havnefesten i juli og Musik & Kulturdagene i oktober, så er der fast musik i Musikværkstedet året rundt. Musikværkstedet startede op i 2006, da tømrermester Charly Nielsen lukkede sit værksted. Ejendommen var ideel til at huse alle med lyst til musik og sang, og det fik gang i de lokale ildsjæle.

Det hele endte med, at kommunen købte ejendommen, men på betingelse af, at musikklubbens medlemmer sørgede for vedligeholdelse samt betalte for lys og varme. Det var en god løsning. Siden har værkstedet summet af toner fra både stemmer og instrumenter. Og om sommeren er der musik på havnen hver onsdag.